Projekt ”Mere kirke” dyster om at blive årets kirkelige initiativ

60 sogne deler deres gode erfaringer i projekt ”Mere kirke for pengene” – og nu er projektet udtaget til finalen om Kristeligt Dagblads initiativpris 2015

Af Eva Strøm

Projekt ”Mere kirke for pengene” er blevet udtaget blandt mange stærke initiativer til at dyste om titlen som årets kirkelige initiativ – en pris, som Kristeligt Dagblad står bag. Det er projektleder og chefkonsulent i Landsforeningen af Menighedsråd, Vivi Rolskov Jensen, naturligvis glad for: 

- Det er dejligt, at et projekt om vidensdeling mellem sogne bliver anerkendt som vigtigt – og det kan vi jo kun være enige i. Det har været dejligt at opleve, at så mange sogne har haft lyst til at dele deres gode erfaringer i projektet, og nu håber vi, at mange har lyst til at kigge forbi webkataloget på merekirke.dk og deltage i de minikonferencer, som vi arrangerer det næste halve år. For der skal jo også være nogen i den anden ende, der kan bruge de gode erfaringer til noget i deres sogne. Og det ser der ud til at være. Jeg er fx blevet ringet op af et sogn, der gerne ville i gang med erfaringerne fra projektet om fælles kirkekalkning, for her er sparet mange penge samtidig med, at kirkerne er blevet flottere.

Syv finalister

Projekt ”Mere kirke for pengene” dyster mod syv andre kirkelige initiativer i Kristeligt Dagblads konkurrence.  Det er prædikenværksted i Varde kirke, samtaler for gravide i Sydhavn Sogn, Flygtninge café i Toftlunde, et kunstprojekt med nutidige gravminder på Kerteminde Kirkegård, kirkevenner på Als og Grundslovsgudstjeneste i fiskeauktionshallen i Hvide Sande. 

Kristeligt Dagblads læsere kan stemme på deres favorit på Kristeligt Dagblads hjemmeside, men vinderen udpeges af en jury bestående af Bertel Haarder, kirkeminister (V), Lea Korsgaard, partner og chefredaktør for medievirksomheden Zetland, Birgitte Stoklund, generalsekretær i Bibelselskabet, Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift, Thomas Nedergaard, ungdomspræst i ”ukirke” i København og Xinxin Gudbjörns-son, iværksætter og forfatter.

Vinderen offentliggøres d. 26. september. Med æren følger et gavekort på kr. 25.000. 

Læs mere på Kristeligt Dagblads hjemmeside

Læs også om indstilling af projektet til en World Summit Award